|
Vejen går gennem hjertet
en rejse i
Ægypten foråret 2006
Den 8. marts skal jeg
på meditationsrejse med en lille gruppe til Ægypten. Mediehysteriet
er i aftagende, men frygten sidder stadig i så mange danskere, at
turistrejser bliver aflyst, fordi folk er bange. Jeg er selv urolig,
men ikke rigtig bange, fordi jeg ved, hvor meget tv og aviser
spiller på folks angst. Alligevel er billederne af rasende
mennesker, der brænder flag af, også gået ind i min bevidsthed, men
gruppen er fast i sin tro på, at der er en mening med, vi skal af
sted. Hvorvidt vi vil drage af eller ej, er op til den enkelte selv
og vores egne indre skræmmebilleder. Vi skal rejse hele vejen fra
Cairo ned gennem Sahara til den nubiske grænse og tilbage igen. En
uges tid inden afrejsen, bliver vi enige om at tage af sted, hvis
udenrigsministeriet tilbagetrækker deres advarsel. Vi mediterer alle
fem om aftenen, og tidligt næste morgen trækker udenrigsministeriet
advarslen tilbage, men tilråder, at alle optræder med varsomhed. Den
7. marts ophæver mit forsikringsselskab klausulen ift.
udenrigsministeriet.
Første aften i Cairo
diskuterer vi, hvad vi skal svare på spørgsmålet ”Hvor kommer I
fra?”, som egyptere stiller turister uafladeligt. Vi enes om at
sige, at vi kommer fra Island, hvis vores intuition kalder på
fareinstinktet. Hvilket vi griner længe og inderligt af, da rejsen
er slut, og vi ikke én eneste gang får brug for at lyve om vores
identitet. Undervejs ændres min holdning til mangt og meget. Alle
har vi været i Ægypten før, så vi er ikke ukendt med landets skikke,
men som alle danskere er vi osse præget af konflikten.
Verden er stor og
ubeskrivelig smuk, og man er selv meget lille
På rejsen gennem
Ægypten, møder vi overalt, vi kommer frem, imødekommenhed,
venlighed, omsorg og glade tilråb. Ikke én fornærmelse. Ikke eet
grimt tilråb. Ikke et uvenligt ord, men accept og respekt. Vi
opsøger heller ikke konfliktsituationer, men det faktum, at vi kører
ned gennem ørkenen, ude - in the middle of nowhere, gennem større og
mindre byer, sejler og kører i tog, gør venligheden, omsorgen og
glæden repræsentativ. Hotelpersonale, guider, chauffører, ørkenfolk
og byfolk, folk på gaden, folk i små butikker, kvinder med og uden
tørklæde, mænd og drenge, med og uden traditionel klædedragt, alle
giver de udtryk for samme accept, omsorg og glæde over at møde os.
Denne lille sære gruppe, der bevæger sig så sårbart rundt kun
eskorteret af en egyptisk ung guide og en storsmilende chauffør. De
er begge på alle måder glade for at være sammen med os, at blive set
med os, og i det hele taget ret forundrede over, at vi fortæller, vi
i starten af turen har været urolige, og stadig af og til er lidt på
lakridserne for ikke at støde an.
Guiden ligner et
stort spørgsmålstegn.
-
Jamen
hvorfor dog ????? No problem!
-
Vi har da ellers set og
hørt, at ….
-
Jeg siger jer jo, No
problem!
Og det får han ganske
ret i.
Efter turen gennem
Sahara ankommer vi til en større by, og han fører os effektivt
gennem et berømt tempel, hvor turister myldrer rundt, men vi hører
ingen danske stemmer. Bagefter spørger han, om vi vil se, hvor hans
great grandfather er begravet? Vi svarer høfligt, at ja tak, det vil
vi da gerne. Men er det lige her? Og han inviterer os med ind i
Moskéen, som både han selv, familien og venner har frekventeret
gennem århundreder. Da jeg lidt febrilsk spørger taxachaufføren, om
han er helt sikker på, at det er ok, jeg som kvinde går ind i deres
moské uden tørklæde, kommenterer han tørt: Det er mig, der er
muslim, og jeg siger, det er OK!
Vi ledsages af et
familiemedlem, guiden har kontaktet, og en yndig meget ung kvinde
med tørklæde om hovedet, der tavst slår følge med os. Vi finder ikke
helt ud af hvorfor. Hver gang vores mand i gruppen forsøger at tale
med hende, undgår hun øjenkontakt og forbliver tavs. Moskeen er
fyldt med bedende mænd, mænd der sammen læser Koranen, og atter
andre, der blot sidder og er. Jeg er meget bevæget over denne
tillid, og dybt rørt over den betydning, dette øjeblik har i mit
liv. Vi vises rundt over det hele, ser hellige kister, får vist
symboler, tegn og forklaret betydningen. Ingen tvivl om, at guiden
og familiemedlemmet ved, hvad de gør, og at de opfatter, vi føler os
bevægede.
Da de undervejs går
hen til døren ud mod den plads, hvor vi flere gange har stået og set
op på denne utilgængelige dør, åbner han skodderne, og opfordrer os
til at tage et foto udover pladsen. Hvilket vi selvfølgelig gør,
selvom det egentlig er unødvendigt, fordi ingen af os nogensinde
glemmer, at vi har befundet os herinde. Og mødt mennesker, der
opfører sig som om, det er en helt naturlig ting, vi vandrer rundt i
deres moské, mens de beder. Lur mig, om ikke rygterne er snurret
rundt over hele byen, at vi er danskere, inden vi overhovedet når at
få smidt hovedet på puden i aften. Hvilket faktisk et øjeblik når at
pirke til min angst, da jeg først har fået tanken. Men den får være.
For der er absolut ikke antydning af grund til andet end glæde over
denne storladne gestus, de har vist os.
Da vi igen er ude ved
taxaen og tager afsked med det unge familemedlem for at tage tilbage
til hotellet, står kvinden stadig tavs og alvorlig bag de to unge
mænd, som på bedste europæiske vis giver os hånd og siger farvel og
tak for i aften. Da vi har sat os ind i taxaen, træder den unge
kvinde med tørklædet modigt frem foran sine 2 mandlige
familiemedlemmer, og går hen og rækker hver og én af os hånden, og
siger ”Good bye”, mens hun ser os alvorligt i øjnene. Mit hjerte
ligger smeltet på gulvet i bilen, da vi kører tilbage til hotellet,
og jeg kan ikke se ud af vinduet for tårer.
Et kort sekund af mage timers lykke på Lake Nasser
Rejsen bringer
naturligvis oplevelser og glæder med sig, der sætter sig i sindet
for altid. Meningen med turen handler om det. Men i denne
forbindelse vil jeg blot hæfte mig ved den mangel på
proportionssans, som vores angst og frygt, stærkt fremprovokeret af
medierne, spiller i vores forhold til resten af verden. Vi har
forstået, at een enkelt artikel i en avis kan sætte en lavine af
uforudsete begivenheder i gang.
·
Men det er i fremtiden op til os alle, at stille spørgsmål ved det
mediebillede, vi tager afsæt i, når vi tror, vi kender
virkeligheden.
·
Hvornår tager tv og
aviser over hele kloden det ansvar alvorligt, der så tydeligt
påvirker vores opfattelse af verden?
·
Hvor længe finder vi os
i, at se og opfatte vores liv gennem andres forvrængede
beskrivelser?
Tilbage i Cairo
sidder vi på et stort internationalt hotel og skal bestille mad. En
egyptisk kvinde, med tørklæde, og en egyptisk mand med cowboyjakke
og tophue sidder ved siden af, og spiser frokost. Jeg rejser mig, og
spørger på engelsk, om de vil være søde at fortælle, hvad den ret,
de har fået på bordet hedder? Hvorpå kvinden fluks springer på
benene, og til min lettere forvirring rækker mig sin mad, og
insisterer på at jeg spiser hendes! Derefter går hun hen til en
anden kvinde i vores gruppe, griber hendes hånd og stiller
spørgsmålet: ”Hvor kommer I fra?”.
Vi er jo blevet lidt
kry under denne rejse, så vi svarer trygt, at vi kommer fra Danmark.
Ingen tøven her. Hun nærmest hopper på stedet. ”From Denmark”? Det
havde hun ikke regnet med! Hendes greb bliver imidlertid mere fast,
da hun siger: ”Vi er meget vrede på Danmark!” Vi ser lidt befippede
på hende, og hun slår ud med hånden, og bedyrer os, at vi er jo her,
og at vi selvfølgelig er velkomne i hendes land. Hvorpå hun efter et
par imødekommende bemærkninger og høflighedsfraser, vender tilbage
til sin ledsager for at fortælle, at dér fik hun godt nok en
overraskelse! Et kvarter senere forlader hun restauranten, efter hun
igen har henvendt sig til os, og bedyret, at vi er velkomne i hendes
land, og kysset mig på begge kinder!
Solen og månen i 2
magiske minutter mod øst og vest
På et hotel ligger et
engelsksproget magasin ”Egypt today” med en hovedartikel
”Something in the state of Denmark”. Den læser jeg selvfølgelig.
Artiklen beskriver for og imod, fejl på begge sider.
Der er også en
artikel om et pop idol, der synger på både engelsk og arabisk om fred, tolerance og profeten
Mohammed. Den cd vil jeg gerne købe med hjem, og guiden lover at
købe en for mig.
Hjemme i Danmark sidder jeg og hører xxxx stemme synge bl.a.
”Every day I see the same headlines, crimes committed in the name of
the divine….”
Kærligheden er
overalt. Vejen går gennem hjertet.
En lille
erindringsdetalje: På alle overnatningsstederne (oase resorts,
hoteller, både og tog) serverede de dansk smør.
Assalamu alaykum.
|
