Pilgrimsfærd

- ”Vi går op ad Sinaibjerget, Mosesbjerget, mens det endnu er nat. Det første stykke er en lang, opadstigende sti, og både mine rejsende og jeg bliver forpustede af anstrengelserne. Over os er den natsorte himmel, fyldt med stjerner, og vi skal hver især samle os om at gå sikkert. Vi mærker jorden under vores fødder og føler stjernerne ganske tæt på. Vi plejer at være musestille, mens vi går. Der er en stille, ærbødig stemning, og en følelse af stor tryghed – som at være i jordens beskyttende skød.

Det sidste stykke op til toppen af bjerget er en trappe. De 763 trin er håndlavede, så ikke to er ens, og det kræver vores fulde opmærksomhed at sætte den ene fod sikkert foran den anden i mørket. Jeg føler det som en smuk parallel til livet – vi må have tillid til, at det næste trin er der og være nærværende i alt, hvad vi gør.

Når vi så er på toppen af bjerget, før lyset er kommet, kan vi opleve solopgangen fra Sinaibjerget. Vi kan se, hvor langt vi har gået, mens morgensolen bader vores tilbagelagte vej i et forunderligt rødt lys.”

Sådan beskriver Hanne Friborg en af de oplevelser, hun byder sine rejsende. Siden årtusindeskiftet har hun tre til fem gange om året haft små grupper med på, hvad man kunne kalde moderne pilgrimsrejser, primært til Ægypten.

Hun er en spinkel kvinde med sølvgrå strejf i det mørke, korte, krøllede hår. Brilleglassene er en smule mørktonede, måske for at skåne hendes egne øjne mod solens skarpe lys, måske for at dæmpe intensiteten af det faste blik, hun kan møde andre med. Hun fortæller stille og roligt, hverdagsagtigt. Umiddelbart ligner hun en kvinde, der nemt kunne sidde i det lokale, sydsjællandske supermarked og sige: ”Det bliver 143,50”, og når man havde kørt Dankortet gennem terminalen fortsætte uanfægtet: ”Skal det være på beløbet?”

Men Hanne Friborg formidler gods uden stregkoder. ”Velværeformidlingen” kalder hun sin basar, som ud over pilgrimsrejser og healing også består af lige dele Aura-Soma-terapi, krystalhealing og klarsyn.

Hun bor i Lundby på Sydsjælland. Ikke langt fra Præstø, og tæt ved det smukke, klassicistiske gods Lundbygård, som Svend Gønge ifølge traditionen fik som gave af kongen. Landskabet er gavmildt med sine store linier, og den lille Lundby emmer af velholdt historie og et hverdagsliv i trygge, tilfredse, danske middelklasserammer – barnevogne trilles, og børn cykler med cykelhjelm.

- ”Og når vi står på toppen af Sinaibjerget, hvor Moses fik de 10 bud, så føler jeg, historien taler direkte til os. Moses hjalp sit folk fri af trældommens lænker. I dag er vi også trælle, bare på en anden måde. Hvis vi bliver fyret, så tror vi, vi dør. Vores identitet er tæt bundet til vores funktion på arbejdsmarkedet, vi er i en slags slaveriforhold. Men når vi har gået den lange, anstrengende tur i mørket med stjernerne om os, så fornemmer vi en frisættelse.

Det, jeg gør, er at bygge op til meditationer på steder af historisk og spirituel betydning. Jeg ser Bibelen som en vejledning, som et kort til livet. På mine rundrejser fører jeg de rejsende rundt til betydningsfulde steder i Ægypten. Lokale ægyptologer fortæller om stedernes historiske og kulturelle betydning, og jeg fortæller om de energier og spirituelle betydninger, stederne rummer” fortæller Hanne Friborg. Og skænker sig en kop te.

Mange små guldkæder med bittefine perler er samlet til ét smykke om Hanne Friborgs hals. Man må kigge. Og ser så også det sytrådstynde, hvide ar, som følger hendes halsrunding. Det stammer tilbage fra slutningen af firserne, hvor hun var igennem en skjoldbruskkirtel-operation. En operation, som blev et vendepunkt for Hanne Friborg, idet hun i tiden gennemlevede en karruseltur, hvor kroppens funktioner kørte op og ned. Lægerne hjalp, men der skulle mere til. Hun søgte hjælp til selvhjælp i den sidegade, der populært kaldes ”det alternative”. Hun gik fra at være en nysgerrig læser af bøger om naturmedicin og naturlig behandling, til at prøve virkningen på egen krop. Og det, hun erfarede, ændrede hendes liv. Hendes verden havde indtil da været jordnær: Hun var uddannet kontorassistent og havde i mange år arbejdet med børn og utilpassede unge. En rød tråd af tilfælde gjorde, at hun en dag befandt sig som den undrende og skeptiske deltager på et kursus i healing. Som afslutning på kurset skulle hun heale en – ejeren af stedet meldte sig som Hanne Friborgs ”offer”. Hanne healede det bedste, hun havde lært, og lod sig føre af det, hun endnu ikke havde ord for. Da seancen var slut, var hun beredt på ”offerets” dom, meget overbevist om, at hun havde healet for første og sidste gang i sit liv. Kvinden satte sig op, så Hanne i øjnene og sagde: ”Jeg er aldrig blevet healet så overbevisende i hele mit liv!”

Overrasket og tøvende tog Hanne Friborg rosen til sig og begyndte så småt at arbejde mere seriøst med healingen. I kølvandet fulgte uddannelser som krystalhealer, Aura-Soma-terapeut – og social- og sundhedsassistent, såmænd. Hun arbejdede på en intensiv hjerteafdeling, samtidig med at hun virkede som alternativ behandler.

Ying-yang-princippet betyder noget for hende, fornemmer man. Ved hendes hoveddør hænger et lille, diskret skilt ”Engle er velkomne”, men samtidig er fornuftige og velbankede dørmåtter en del af førstehåndsindtrykket. Her i huset er man klar over, at langt de fleste besøgende har brug for at tørre skoene – ikke alle kommer svævende…

Set i det perspektiv kan det virke indlysende selvfølgeligt, at Hanne Friborgs virke er delt mellem den hjemlige æblehave og det fremmede Ægypten. Men vejen fra Lundby til Luxor er alligevel lang? Og ét er at behandle på briksen på villaens førstesal, noget andet er at arrangere grupperejser for søgende sjæle til årtusindgamle seværdigheder?

- ”Jeg havde aldrig set mig selv i rollen som rejsearrangør” smiler Hanne underfundigt, ryster lidt på hovedet af realiteten og bliver så stille. Der skal skubbes lidt, før fortællingen kommer.

Hun rømmer sig, sender et prøvende blik og siger: ”Jeg går en tur hver dag. På et tidspunkt fik jeg et syn på en af disse gåture. Jeg så en skikkelse, en lang, tynd, pjevset mand, som stod på et bjerg.

Men jeg forstod det ikke. Hvad var det for en mand? Hvad var det for et bjerg? Jeg tænkte mig grundigt om, og den eneste mand på et bjerg, jeg kendte til, var Moses. Som ung havde jeg været i kibbutz og dengang forsøgte jeg forgæves at komme til Moses-bjerget, men jeg havde lovet mig selv, at jeg ville komme tilbage engang, jeg ville se det bjerg, inden jeg døde. Så det var nok det, synet af manden skulle minde mig om. Men jeg havde ikke tid og råd til at tage af sted, så jeg slog det hen.”

Hun smiler. Og tøver igen, før historien fortsætter. Historien om, hvordan ”manden på bjerget” igen og igen viste sig for hende, mere og mere detaljeret og stadigt mere insisterende. Men Hanne Friborg mente ikke, hun havde hverken tiden eller pengene til en tur til Moses-bjerget. For hun var slet ikke i tvivl om, at det var Moses på bjerget, som viste sig for hende. Han var dog mere insisterende end hun: Hun fik endda forklaret, hvornår hun skulle rejse. Hun overgav sig, begyndte at søge efter rejser til Ægypten, men overalt var meddelelsen ”Alt udsolgt – og det har det været i måneder…”  

Det svar slog hun sig til tåls med. En dag talte hun i telefon med en rejsearrangør i anden anledning. Hun fortalte, at hun havde forsøgt at komme til Ægypten, men nu opgivet det. Han bekræftede, det var umuligt, alle rejser dertil var for længst revet væk. ”Men – hov!” sagde han så og fortsatte: ”Jeg kan se på min skærm, at der er én plads ledig til Hurghada? Det begriber jeg ikke… må jeg ringe tilbage til dig senere?”

Det gjorde han og bekræftede det lille mirakel: Der var en plads. Til Hanne Friborg. Og selvfølgelig på den dag, hvor ”manden på bjerget” havde fortalt hende, hun skulle rejse.

Når man taler med Hanne Friborg, så holder man på et tidspunkt op med at undre sig. Mærkelige tilfælde bliver til selvfølgeligheder. 

”Hurghada – af alle steder!” tænkte Hanne Friborg, da hun befandt sig i det populære hotel- og pool-spækkede område af Ægypten. For der var stadig en rejse for at nå Moses-bjerget. Hun fandt ud af, at der gik en båd, som ville bringe hende nærmere, men den sejlede kun en gang om ugen. Ventetiden måtte fordrives. Hun ville se noget.

- ”Jeg havde hørt om St. Antonius-klosteret, som lå i nærheden. Jeg tog en taxa, og den venlige taxachauffør fortalte mig, at der var faktisk et kloster, som lå endnu nærmere – St. Paul-klosteret. Men jeg stod fast overfor chaufføren – jeg ville til St. Antonius. Men han blev ved. Og ved, og ved. Til sidst overgav jeg mig og sagde, at pyt – jeg kunne da godt stikke hovedet indenfor på vejen til St. Antonius. Da jeg kom ind i klosterkirken, blev jeg budt velkommen som en længe ventet gæst af Father Simon. Jeg tænkte, det var underligt. Jeg så op, og fik øje på billedet af en mand. En mand på et bjerg. En lang, tynd, pjevset mand. Det var den mand, jeg gentagne gange havde set i et syn…”

Fortællingen stopper et øjeblik. Luften står dirrende stille.

- ”Jeg kunne for en stund ikke finde ord, men fortalte så præsten, at jeg havde set den mand, som viste sig at være St. Paul, flere gange i syn. Og at det var det syn, der havde bragt mig til Ægypten. Præsten fortrak ikke en mine, men spurgte mig venligt, hvornår jeg var begyndt at se manden på bjerget for mig. Da jeg svarede omtrentligt hvornår, smilede han og sagde, at det passede fint. Fint med hvad? ville jeg vide. ”Jo, det passer fint med det tidspunkt jeg begyndte at bede efter hjælp” svarede præsten mig.

Det viste sig, at han igennem bøn havde søgt efter en dansk kvinde til at hjælpe ham med at oversætte den lille guidebog, han havde udarbejdet, til dansk. Han havde fået den oversat til 17 andre sprog, men manglede bare dansk. Og så blev jeg sat i gang med at oversætte…”

Hanne Friborg smiler en smule forlegent og fortsætter forklarende: ”Det var sådan, det startede – rejserne til Ægypten.”

Mødet med den koptiske præst i St. Paul blev ét af mange. Hurtigt fik Hanne Friborg et stort netværk i landet, og langsomt voksede rejseaktiviteten. Og med den særegne logik, som kaldte Hanne Friborg til Ægypten, blev det naturlige næste trin for hende at arrangere små grupperejser til de steder, som havde noget at byde søgende mennesker.

Ifølge samme logik var det derfor heller ikke mærkeligt, at Hanne Friborg blev ringet op hjemme i Lundby af en koptisk biskop, der ville vide, hvor mange værelser han skulle reservere til hende og hendes rejsende på sit nyindrettede rekreationssted syd for Cairo? Hanne Friborg havde aldrig hørt om biskoppen, ej heller om stedet, men lænede sig op ad tilfældets uanede mulighed – og reserverede nogle pladser. På den måde startede hun endnu en gren af sit virke som rejsearrangør i det ægyptiske: Nu kunne hun tilbyde ikke blot guidede rundrejser, men også ture, hvor den enkelte fik lov til at synke ind i sig selv på et blivende sted. Et lille, lukket paradis, hvor ro, tidløshed og forkælelse er den ægyptiske overflodsvare, der får danskere med støj i sjælen til at søge stedet. Hanne Friborg tilbyder at arrangere diverse massager og healingen for de rejsende, der foretrækker velvære-rejserne.

- ”De fleste af mine rejsende er mennesker, som på en eller anden måde har et behov for fordybelse og søger efter spiritualitet i deres liv. Jeg lokker ikke nogen med, faktisk fraråder jeg nogle gange folk at tage med. For disse rejser er dyb alvor for mig, det er ikke en genvej for zappende mennesker til noget, som er større end dem selv. Jeg oplever meget glæde på turene, men også dyb, dyb alvor. Jeg ved, at det, jeg formidler, virker, og derfor må jeg også være tro imod det. Jeg giver ikke køb på det.”

Det tror man på, når man møder hendes blik. Urokkeligt og selvstændigt som en ægyptisk kats.

Hendes rejsende indlogeres på femstjernede hoteller, som måske kan virke selvmodsigende i forhold til rejsernes tema i øvrigt. Hanne Friborg forklarer, at alle mennesker kun kan klare en vis portion forandring, så hvis hendes rejsende skal have det største sjælelige udbytte af turene, ja, så må de passes, forkæles og beskyttes som små børn. Der skal være god, sund mad, rent vand og rene senge at sove i. For de rejsende bliver trætte og sultne og dybt følelsesmæssigt berørte.

Det var ”manden på bjerget” der kaldte. En præst fik sin bog oversat. Og derfor går Hanne flere gange hvert år op ad Moses-bjerget i stjernemørket med sin lille flok.

Hun vil, at også de skal se solopgangen. 

Hanne Ravn
www.hanneravn.net