|
Et interview med healeren, der
ikke blev......
Jeg har gået til
healing hos Hanne Friborg i en del år, og er blevet hjulpet på så
mange fronter, at jeg besluttede at lave et interview med hende.
Hanne har en stilfærdig fremtoning, er lille og spinkel med et
kærligt og imødekommende udtryk, som man ikke skal lade sig narre
af. Hun er en stærk person, som er meget direkte på en kærlig og
insisterende måde. Der er ingen slinger i valsen, og undervejs har
vi har haft mange lange og dybe samtaler. Hanne er for viderekomne.
Hun er healer og clairvoyant, men undertoner det med clairvoyancen,
fordi hun udelukkende bruger det som en metode til at komme dybere
bag problemstillingerne. Ellers er clairvoyance i hendes øjne ikke
særlig interessant.
Hvis man ikke selv
vil gøre en indsats, arbejde med sig selv og forandre sig kan man
lige så gerne blive væk. Det er et kernespørgsmål for hende ”at man
forandrer sig”. Hun fortæller selv om en episode, hvor en klient,
der opsøgte hende for at få hjælp til et stort problem, havde
udbrudt: ”Jamen, siger du at jeg skal forandre mig?” Dertil svarede
Hanne: ”Ja, det er vel i bund og grund det, jeg mener. Hvis du vil
have løst de problemer, du kommer for at få hjælp til, er det ikke
nok med healing, du er også nødt til at ændre på nogle af dine
adfærdsmønstre, ellers kommer de samme ubalancer jo igen og igen”.
Hvorpå klienten rejste sig, tog sit tøj for at gå, og sagde på vej
ud af døren: ”Hvis du foreslår, at jeg forandrer mig, så er dette
her ikke noget for mig!”
At gå til healing hos
Hanne er krævende, fysisk, psykisk, spirituelt og mentalt. Hvis man
vel at mærke vil se resultater. Det er derfor jeg mener, hun er for
viderekomne. Man skal stille op, skal man, men høsten er så også
derefter. Og Hanne stiller selv op. Hver gang. På de mest umulige
tidspunkter, hvis man virkelig har behov. Om hun er i Danmark eller
i Ægypten, det spiller ingen trille. Hun kan heale alligevel, og til
skeptikerne, kan jeg blot sige: Det virker! Prøv! Det er så det, der
bliver hele omdrejningspunktet i interviewet.
Mine spørgsmål regner
ned over hende ”Hvad er det, du kan?” Hvad er det, du gør?” ”Hvordan
indvirker det på klienterne?” ”Hvorfor?” ”Hvordan indvirker det på
dig selv?” Og Hanne sidder tålmodigt og forklarer, tegner og
fortæller, da jeg på et tidspunkt udbryder: ”Kors i hytten. Hvordan
skal jeg dog forklare det, du siger, så folk forstår det? Jeg ved jo
dårligt selv, hvad et elektromagnetisk felt er, for slet ikke at
tale om min fatteevne i forhold til sammenligningerne med
radiobølger og fjernsyn, som ved gud ikke er indenfor min
pædagogiske rækkevidde. Alt hvad du taler om, forstår jeg, men min
forståelse sidder i det psykiske, det fysiske og det spirituelle.
Min hjerne fatter kun de mest elementære begreber, men det er den,
jeg skal bruge for at kunne forklare det ufattelige. At du kan heale
så englene synger. At man med et godt og solidt greb i egen barm er
i stand til at flytte bjerge sammen med dig, hvis man er beslutsom
nok. Og vedholdende.”
Da jeg kommer hjem og
skriver båndet rent, er jeg ved at falde om i tastaturet af ren og
skær kedsomhed. Det nytter ikke noget, det her. Og det går op for
mig, at jeg er faldet i den ældste grøft, der er gravet i
verdenshistorien. Jeg vil gerne berette om noget stort, noget evigt
gyldigt, noget sandt som er indenfor alles rækkevidde, hvis de tør
se sig selv i øjnene. Den grøft hedder, at jeg vil verbalisere det
uforklarlige, jeg vil bruge min mentale del til at berigtige det,
som så mange er uforstående, og af og til også groft afvisende
overfor. Fordi jeg åbenbart også vil argumentere for sandhedsværdien
med naturvidenskabens egen logik. Og hvorfor? Fordi jeg tror, at det
dermed bliver mere tydeligt, mere afmystificeret og umiddelbart
tilgængeligt. Ha! Det svarer til at ville forklare, hvorfor et æg og
en sædcelle bliver til en baby. Du kan forklare, at de bliver det,
men aldrig hvorfor!
Så jeg hopper i med
begge ben, der hvor jeg vel egentlig skulle være klogere? Der er jo
så meget, der virker, der ikke kan forklares. Når folk til en af
mine egne ferniseringer udbryder, jamen hvor får du det dog fra?
Hvordan kommer du dog på den idé? Når de ankommer med glade fjæs og
forventningsfuldt udbryder, at nu vil de altså gerne se
udstillingen, men jeg skal gå med rundt og forklare. Hvad? Hvad er
det dog, folk gerne vil have forklaret? Er vi blevet en flok angste
bavianer, der ikke tør kunne lide, eller ikke kunne lide noget, før
vi har fået det forklaret? Hvad nu hvis det bare er kunst, der ikke
siger en noget som helst, eller det modsatte, ville det så ændre på
følelsen? Eller er det, fordi folk gerne vil have forklaret, hvordan
et kunstnerisk udtryk er blevet til? Altså først så tog jeg en ….,
og derefter malede jeg …., så kom der ….Nej, vel? Det er
uinteressant. Hvad skal vi så med alle de ord?
Fra nogle af mit livs
uforglemmelige øjeblikke - vi sejler...
Nogle mener, vi lever
i en tidsepoke, hvor vi vil have oplevelser. I ferien, i fritiden,
på arbejdet og i hverdagen. Alt skal opleves. Det gør vi jo faktisk
i forvejen, men nu skal der ekstra hug på, måske fordi vi skal leve
op til vores egne forestillinger om, hvad der har værdi, og hvad der
ikke har.
Det har altid været
en oplevelse at se kunst. Det har altid været en oplevelse at være
til stede i sin egen ferie. Det er altid en oplevelse af føle sig
fri i sin egen tid. Og det vil altid være en oplevelse at blive
healet af et menneske, der simpelthen bare kan det der, uden de
store ord og forklaringer, men er i stand til at sætte dit system på
plads i et leje, hvor du føler dig HEL. Når man henvender sig til en
healer, er det fordi man mangler noget af sig selv. Der er gået u-du
i systemet. Hvad enten det er livsgnisten eller arbejdsglæden, man
savner, sorgen eller sygdommen, man gerne vil forvandle, så er man
havnet i en situation, hvor man beder om hjælp til at komme igennem.
Man kan forklare
herfra og til Kina, hvorfor og hvordan healing virker, det er ikke
sikkert nogen bliver klogere af den grund. Enten er man afvisende og
skeptisk eller også er man ikke. Det ender i sidste ende alligevel
med, at man hopper ud i en prøver, hvis man har tillid til den, der
har prøvet det først! Hvilket får mig til at slutte, at det som med
alt andet i livet handler om tro og tillid. Nøjagtig som det gør at
købe en computer. I disse tider, hvor ingen har ansvar, hvis skidtet
bryder sammen, og du selv kun er i stand til at flå et stykke
plastic fra hinanden og derpå konstatere, at hvis en eller anden
smart fætter i Kina eller Vanløse har dissekeret indholdet fra en
plæneklipper og proppet det i din computer, inden du købte den,
ville det ikke gøre den store forskel. Den virker eller den virker
ikke.
Derfor morer jeg mig
ofte i smug, når endnu en bog udkommer, som vil advare mod mulig
svindel og humbug i det komplementære sundhedssystem. Jeg har en
mistanke om, at de kloge sidder og skriver til andre kloge, og
deres egentlige(?) målgruppe er bedøvende ligeglade. Det er og
bliver ikke andet end trut i et paprør. Fordi vi kan godt selv! Vi
er faktisk i stand til selv at vurdere, hvad der er godt og skidt
for vores eget velbefindende. Vi kan sagtens selv finde ud af at
kontakte en læge, hvis vi har brækket benet, eller har nyregrus. Men
det udelukker ikke, at vi sideløbende har lyst og mod til at prøve
andre veje til opretholdelse af vores eget fysiske og psykiske
velvære.
Det handler om at
finde ind til sig selv. Igen. Der hvor vi engang var. Vi længes mod
det sted i os selv, der er fredfyldt og accepterende. Hvor livet
føles dejligt og vedkommende, og vi selv er med til at tage ansvar
for de ubalancer, der kan opstå undervejs, hvis livskriserne føles
for truende.
Så er det
vidunderligt, at et menneske som Hanne, har viet sit liv til at
hjælpe os andre igennem og ud på den anden side, uanset om det kan
forklares indenfor en mental forståelsesramme eller ej. Hovedsagen
er, at det virker. Det kan blive den hårdeste, smukkeste, mest
mærkværdige vej man kommer til at gå, men det er hele turen værd.
Det garanterer jeg for.
Billedkunstner
Kirsten Dietrich maj 2006 |
