|
Harraneia, Cairo – en landsby
uden vand
Det er 35 grader i skyggen, og vi
sidder i en minibus på vej fra Cairos larmende bymidte til udkanten
af byen. Efter at have passeret en flot, nybygget privatskole drejer
vi ned ad en smal vej, og nu ændrer den ellers fine udsigt sig
markant: Overalt ligger store dynger af affald, og alle bygninger er
i meget dårlig stand.
Efter to min. kørsel i trøstesløse
omgivelser kører vi gennem en port og når til landsbyen Harraneia. I
udkanten lyser en lille, grøn plet op: Der bliver dyrket lidt
grøntsager. Ved siden af ligger væveriet. Nøgne, rene rum med store
håndvæve, hvor kvinder og en enkelt mand væver vægtæpper. Tæpperne
er landsbyens hovedindtægtskilde.

Vi går gennem porten ind i landsbyen,
hvor beboerne tager imod os med smil og invitationer til at kigge
ind i deres hjem. Børnene er selvfølgelig nysgerrige: Det er ikke
tit, at fremmede besøger landsbyen, så vi vækker opsigt. De har nu
heller ikke meget legetøj – jeg kan kun få øje på et par gamle
legetøjsbiler.
Ingen i landsbyen har rindende vand,
og det er netop årsagen til vores besøg. Manglen på rent vand er
markant. Alt vand bliver transporteret til landsbyen i tankvogne, og
det er ikke brugbart hverken som drikkevand eller til madlavning. De
fattige landsbyboere, der alligevel drikker af vandet, bliver ofte
syge, og de har ikke penge til lægehjælp. Derfor har vi samlet ind
hjemmefra og medbringer vandrensningstabletter, som afhjælper
problemet lige nu og her, men jo slet ikke på længere sigt.
Landsbyen har akut brug for hjælp til
at få etableret en vandledning og økonomisk støtte til
rensningstabletter indtil da. De har akut brug for en
renovationsordning, som fungerer, hvis ikke de skal drukne i deres
eget affald.
Jeg er meget eftertænksom, da vi
forlader de taknemmelige beboere igen. De havde overskud til at være
venlige og ville tydeligvis gerne leve et anstændigt liv: Alle
boligerne var, vandmanglen til trods, rene og pæne. Men tænk,
hvordan det må være ikke at kunne få sit daglige varme bad, sin kop
kaffe eller bare et glas rent vand. Vandrensningstabletterne er et
skridt på vejen, men der er langt igen.
Linda Borch
2. oktober 2007 |